søndag den 31. januar 2010

DJ Hvad & Hvad Raga 1

Nåede man ikke at få fedtfingrene klasket på et eksemplar af den første Kid Kishore vinyl, får man nu chancen igen. Faktisk får man hele to chancer, i form af to stramt begrænsede LP udgivelser. Musikken på dem er selvfølgelig alt andet end begrænset, pladerne, udgivet under aliaset DJ Hvad, er garant for god Kid Kishore af værste skuffe. Den ene, Hvad Raga 1, bevæger sig langt væk fra den vanlige stil, hvis man kan tale om en sådan. Musikken er mere løs og eksperimenterende, og hele den ene side er een lang "raga." Wikipedia siger om begrebet:

"Ragaer er de strukturer, hvorpå det melodiske arbejde indenfor den klassiske indiske musiktradition hviler. En raga kan populært siges at være en mellemting mellem en skala og en melodi. Den enkelte raga danner en ramme for improvisation/parafrasering i opførelsessituationen. Indien er et meget stort og kulturelt komplekst land, og derfor er der også forskellige traditioner hvad angår raga."

Jeg selv har imidlertid kun investeret i DJ Hvad pladen, idet den indeholder mit alle tiders yndlingsnummer, Punjabi Henrettelse. Jeg har derfor valgt nærmere at gennemgå denne fornøjelse, men al Kid Kishores musik kan hentes og høres på hjemmesiden, Sygnok.tk.
Pladen åbnes med en varm velkomst i form af "Børn sædspules sommersøndag i dyrehaven" og lukkes med det ligeså lune "Vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg." Ind imellem findes en præsentation af Kishores repetoire, fra bhangra mashup i "Punjabi Henrettelse" og "Dhola dhola" til genskabelsen af John Mogensens EU protestsang "Danmarks Jord" med Hari på hvadkor. Man får også hans fortolkning af temaet fra Lykkehjulet "Du blir ikke rullet" at høre, og A-siden sluttes med det aldrig endende Koria Pandit Gabber. Inden Kid og en inkognito dansk top sanger synger på gensyn, skydes også Albertslund Terror Korps' julenummer "Julen har englelyd" af.
Alt i alt et varieret overblik over den autonome djs kunnen, selvom der denne gang ikke er blevet plads til perkertech. En genre han selv har grundlagt, en fordanskning af det amerikanske ghettotech.
Pladerne er udgivet i henholdsvis 300 og 500 eksemplarer, så hvadenten man vil have en Kishore greatest eller det nye DJ Hvad projekt under neglene, bør man være rap med klikkeren. Syg Nok Shop har netop indført PayPal betaling, hvorfor undskyldningerne da også er få for en holden mand. 120 kroner inkl. porto.

Det ulmer i øst

Der er stille på Christiansborg. Men under den blanke facade ulmer galskaben, parat til atter at angribe den danske befolkning med et nøje udtænkt mediestunt. Hvem skal denne gang i manegen og latterliggøre demokratiet? Hvem bliver den næste store taler, der skal fylde os med lort og latter dertil? Kun insiderne kender svaret. De, der opererer under huden på satansystemet og har en finger i røven på det politiske liv.

For de pønser i den grad på noget på Christiansborg. Det gør de altid, og når der er stille omkring dem, er det som regel fordi landet skal lades op til det næste store angreb. Det næste store tiltag. Det næste store fremstød, der skal tromle al besindighed i nationen af vejen, og grave dybe furer i de økonomisk plagede danskeres pander. En stille vind blæser dog over sletterne, for de forfrosne nordboere er midt i al elendigheden blevet velsignet med en ny skattereform. Herigennem har de rige fået mere og de fattige fået mindre. Naturligvis. Dette er imidlertid ligeså naturligvis ingen værdig årsag til hysteri, for der er jo ikke tale om hverken race eller klima, og man har altså ikke behov for at beskæftige sig med andet end at være danske, røde og glade for et par blodige krummer i håndfladerne.
Der er som mediebevendt borger altid grund til at være på vagt overfor den uendelige farce, der altid lever på Christiansborg. Også når man ikke kan se den.

tirsdag den 26. januar 2010

Medier i blodet

Selvom man har meldt sig ud af samfundet, kan man jo godt holde et knebent øje med udviklingen i det. Det skal ingen hemmelighed være at jeg omgiver mig med folk, der stadig er en del af samfundet. Herigennem har jeg mulighed for at suge information som en anden borger. Som eksempelvis i dag, da en ven præsenterer mig for morgendagens kommunikationsværktøjer. Morgendagens, for denne video præsenterer fortrinsvis fremtidsvisioner, men er med al sandsynlighed ikke nogen tilfældig famlen i rummet. Man kan stille sig kritisk i forhold til fremtidsforskning, men under alle omstændigheder er denne video tankevækkende, underholdende og meget lærende lavet.



Hvis man ikke føler for mediecirkusset, må man da i det mindste bekymre sig om sine nærmeste. Dem kan du og samfundet nu holde øje med, uanset hvor de befinder sig.

søndag den 24. januar 2010

Langballe danser for pressen


Denne uges medieluder er ingen ringere end the most hated on, Jesper Langballe. Den harske præstekryster har på et uvist sted i den forgangne uge voldtaget ytringsfriheden i et liderligt anfald af politisk pyntesyge. Fuldkomment uhæmmet har han rendt Lars Hedegaard i hælene og kaldt muslimer for diverse, og i bund og grund for dyr. Eller udyr. En revselse fra øverste sted er det da blevet til, men Langballe har kækt slået den hen med formaninger om, at der intet ufaktuelt er i hans udtalelser. Fætter Søren (Krarup -red.) holder med lillesvinet. Partiets ypperstepræst udtaler, at han er ked af, hvis Pia har slået hånden af Jesper, og han håber, hun kommer til fornuft.
Det er imidlertid ikke normalt at medlemmer i Dansk Folkeparti ikke føjer lederen. Jesper må have en skjult agenda. Måske er det hans snarlige død, der byder ham at skabe ravage, og blive husket, måske vil han bare have et stykke af den klamme, overpissede ytringsfrihedskage, det danske samfund i øjeblikket knepper. Uanset hvad er han i centrum. En lille medieluder, en ægte dansk politiker. Nu kan han selv, Søren er ikke ved hans side, se, hvor han vakler på sine spæde ben! Han er nok præst, men han er ingen idiot. "Det er klart," som han altid siger, svinet.

lørdag den 23. januar 2010

Noget at bekymre sig om

Knap har forargelsen over det mislykkede klimatopmøde bredt sig i landet, før vi pludselig drukner i sne. Knap har meterologerne på tv fortalt om deres døtre, der aldrig har kælket, før vi alle ligger begravet i knasende sprød kvalivare. Landet, ja hele den nordlige halvkugle, ligger lammet i denne dødens vinter. De hjemløse fryser ihjel. Hvilket umenneske kan da finde på at bekymre sig om klimaet i sådan et vejr? Nej, nu er der straks vigtigere ting at bekymre sig om. Som for eksempel den gode, gamle burkadebat. Vi fandt jo aldrig nogen løsning. På problemet. Det er jo så vidunderligt i det danske samfund, at vi ikke behøver have et problem, for at have brug for en løsning. Vi har en løsning og skaber så et problem, den kan komme til virke på, og så er vi pludselig alle sammen beskæftigede. Synes man ikke burkaerne er værd at beskæftige sig med, kan man altid gå ind i kampen for ytringsfriheden. Den har jo været truet her i landet, og der er altså også her en mulighed for at få hjernecellerne på gled. Har man til sidst brug for at få renset samvittigheden, kan man gøre det via jordskælvet på Haiti. Så har man jo også det mindre mellem hænderne, og altså endnu en ting at bekymre sig om.

Skødehunden glammer

Vores allesammens lille skødehund bjæffer igen. Denne gang har han gjort sig bemærket ved at tage sundhedsvæsenets tunge byrde på egne skuldre. Den fede har forlangt at regionerne får styr på deres økonomi, ellers skal hr. Statsministeren selv træde til bordet og vride sagerne på plads. Det lyder så let, og i samme ombæring går truslen på, at regionerne helt skal nedlægges. Løkke hopper omkring og lovrer, men han glemmer rent at økonomien ikke ligger i ruiner for sjov. Der er en statskasse, der holder så godt igen, at der i den anden ende ikke evnes at opretholde et værdigt, dansk sygehussystem. Flæske må lette sig lidt fra kassen, og lade mælk og honning flyde i gaderne, frem for at spille den evindelige, fandens komedie.

tirsdag den 19. januar 2010

Kurt Westergaard håner ytringsfriheden

Hans gamle grødfede svinerøst grynter den ækle helvedesbærme ud i æteren. det er patpissefuckmigifjæset ikke det, jeg ufrivilligt betaler licenskroner til.
Hvor er den militante oprørsfraktion, der støtter en borgerkrig her i landet, så skal de få hver en udvandet, bleg lille reje, jeg kan suge til mig, kastet i nakken! I foregående artikel skrev jeg om Pyongyang Hardcore Resistance, der, i fuld anonymitet, kæmper en ægte kamp for værdier som ytringsfrihed, eller frihed i det hele taget. Deres folk er låst fast i diktatoren Kim Jong-Ils forløjede jerngreb. Hver dag skal de finde sig i løgnen, der bliver spredt om deres samfund. Billederne i medierne, de "private" video-optagelser på youtube, alle vidner de om et idyllisk, asiatisk paradis på jord, mens virkeligheden bag billederne er en anden. Og her sidder vi og skutter vore fede rygge med svinepostej og lækker mynte. Og stadig skal vi klage. Stadig skal vi prale.

Pral og klagesang i en og samme tale kan synes umuligt, men åbenbart ikke for de guldhjertede danere, der har et værdisæt bestående af ytringsfrihed, fremmedhad og kulturel ensretning. I Nordkorea er der en kamp at kæmpe for ytringsfriheden. Det er der ikke i Danmark, og at gøre det, er det tåbeligste foretagende nogensinde. Aldrig så jeg så apolitisk en hån mod det menneskelige intellekt, som vi trods alt bryster os af at besidde her i den vestlige, undskyld, kridhvide, hjernesmatdel af verden. Fy for satan Danmark, at i ikke kan se, jeres kamp er rent til grin. Rent til grin? Nej, rent til gråds, for hvor måtte de stakkels Nordkoreanere da ikke græmmes hvis de kunne se hvordan deres kamp for retfærdighed drukner i danskernes manipulerende, populistiske magtkamp. Kampen for "ytringsfrihed". FY FOR SATAN, hvor er det gennemamerikansk og udansk som bare fucking fanden!

Amerikanerne har jo i øvrigt hele tiden støttet den danske "kamp". Hvor vover de, spørger enhver vel sig selv. Vi har alle dage vidst, at netop Amerika var stedet, hvor ytringsfriheden placeredes på en piedestal, som en selvfølgelighed i den vestlige verden, men aldrig blev håndhævet. Efterkommerne af slaverne, de fattige og de forkerte; alle har de lidt under den forfalskede ytringsfrihed, der har fået ulovliggjort plader såvel som film, der sådan set
bare afbilledede virkeligheden, ganske som kunsten har gjort det siden menneskets første fødsel. En så sodsveden, kulsort ondskab, der ligger bag denne hån mod de faktisk lidende, kan kun stamme fra et sted: Helvede selv.

Pyongyang Hardcore Resistance - Corea


Fasttapet under bulede biler, smugles musikken på bånd eller brændte cd'er, som et andet narkotikum, ud af det lukkede land, og ind til kontakten i Kina, der lægger den på nettet. Således kommer Pyongyang Hardcore Resistance ud med deres budskab, og deres lytterskare vokser støt, for de to nordkoreaneres budskab er et tungt alvorsord og helt i tråd med musikkens nådesløse lydlandskab.

Genren er gabber med en snert af breakcore. Hvor den gennemsnitlige gabber gerne skal være grim og vrænge af begreber som musisk skønhed og meningsfulde budskaber, gør PHR ofte brug af samples fra storladen, koreansk militær- og folkemusik. Gabberelementerne holdes rene og hårde, og pladen er altså ikke oversået med op- og nedpitchede amenbreaks, men tæt dekoreret med monotone, marcherende og arytmiske spasmer på den hårdt distortede stortromme. Det er simpelt, og hvor det dog holder. Hvor det dog indfanger selve den menneskelige kampgejst. Og den sande gejst. Denne gejst eksisterer nemlig fordi der er en kamp at kæmpe. Nordkoreanernes kamp for frihed. I modsætning til tyskernes klagesang over den civiliserede verdens menneskelige ligegyldighed, er folk som Pyongyang Hardcore Resistance rent faktisk i livsfare. Fordi deres kamp har en klar og tydelig mening. Den er direkte.

Corea er udgivet af onlineselskabet Dramacore, og deres beskrivelse af gruppen fortæller hvordan den ene halvdel faktisk boede uden for landet, men så valgte at flytte dertil for at være sammen med sin familie. Med sig bragte han hardcoretechnoen, som han introducerede til en lokal bekendt. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og snart var de to i gang med at skabe ravage i det diktaturplagede Nordkorea. Midlet er stenhård, militant technomusik, målet, et genforenet Korea, fred i verden og naturligvis en død Kim Jong-Il.

Hent Corea EP'en

Smuglyt:

mandag den 18. januar 2010

Sidste Tur i Baljerne: Wobble Squad - Bangers Choice


Det sker i disse dage, at vidende stemmer rundt om i landet, erklærer dubstepgenren for død. Dubstep må udvikle sig, den kan ikke eksistere i sin reneste form. Dens levetid som basfikseret provokultur er til ende, og dens utallige efterkommere står som sild i en tønde, parat til at indtage markedet inden også de fordærves og må lade pladsen for en søns sønnesøn. Ganske som gabberen i sin tid lod sine særegne elementer gå i arv til break-, terror-, noise- og andre core-genrer, skal dubsteppen også træde i baggrunden. Den skal være der, for de elskende, men ikke længere som den allestedsdominerende, evige garant for hæmningsvrængende, deciviliserende gadefester. Der skal noget nyt tilføjes.

Alligevel er nogle af de mest skyldige bag genrens danske succes ikke blege for at drage fra hovedstaden til bondejokkernes would-be kulturmekka, Studenterhus Århus, for endnu en gang at slå festen fast i fjæset af de fejrende weekendmasochister. Det skete netop nu i weekenden, og mig og drengene var med, for vi vil altid elske dubstep, uanset hvad der sker!

Koncerten var et væld. Af fornøjelse; kroppe, der ikke var bange for at danse, en bar, der ingen intentioner havde om at ødelægge aftenen, og et hold af DJs, der smurte stemningen med fed bas og passende råben. Alle ved hvordan en dubstep koncert opfører sig.


Efter musikken var der imidlertid mulighd for at erhverve sig en vinyl med Københavnske dubstep kunstnere, og da en af drengene valgte at gøre brug af dette tilbud, viste der sig at være endnu mere at hente.
Vi havde i forvejen charmeret os til gratis entré i døren. Lident havde vi turdet håbe på, at d optrædende selv ville forære os yderligere gaver. Men det gjorde de; Frem af en anonym papkasse drog de mixtapes en masse. Gratis var de, og i lækre covers med lukrativ laminering. Vi var solgte. Da vi drog videre, var målet en privat efterfest hos nogle til koncerten mødte kællinger. De udmærkede sig ved at ville ryge skunk og spille Wii, og hvilken mand med respekt for sig selv, for dyret i sig selv først og fremmest, kunne vel sige nej til et sådant forslag. Vi fandt vores vogn, overfyldte den, grinede, hørte Gorilla Zoe på SD-kortet, og snart var vi på Trøjborg.

Vi kom ind i en stor, lun lejlighed, et rigtigt hjem, som jeg ynder at kalde det, og før man end fik sig bænket, var Wobble Squads Bangers Choice i heftig rotation på cd-spillen. Der blev ikke sparet på volumen, ej heller på skunken, men udvalget i sig selv, havde gjort jobbet for upåvirkede almenborgere med en fucking mobiltelefon som afspiller. Mixet var godt. Bagsiden af pladen beretter om bevæggrunden for båndet, og denne må siges at være opfyldt. "This is the soundtrack of the Copenhagen dubstep hype, 2007-2009," hedder det. Så sandt. Pladen præsenterer netop de mest bemærkelsesværdige skæringer fra dubsteppens liv i den danske hovedstad, og hvis man ønsker at favne den hele æra, er dette mix simpelthen stedet at starte. I skrivende stund lytter jeg til pladen for femte gang, og selvom tracklisten ikke altid passer, er Bangers Choice i sin helhed et vidtfavnende billede på genren, man gerne hører i sin helhed, som man gør det med et rigtigt mixtape.

onsdag den 13. januar 2010

Eigil Hall - De Forrykte


I sidste uge var jeg på Hovedbiblioteket for at finde mig en ny tidssluger. Efter at have læst seksualpolitiske essays i hhv. Sex i Grænselandet og Sidste Nat i Kødbyen, mente jeg nu, det var tid at bevæge sig tilbage til skønlitteraturen. Og hvilken usigeligt tiltænkt tanke, det var. Jeg vandrede omkring i gangene med bøger, uden mål og uden middel, men så pludselig skete der det, som så ofte er hændt mig; en bog hviskede til mig fra hylden. Den lyste, den ville læses.

En lille sag var det, og De Forrykte var dens navn. Skrevet af en forfatter ved navn Eigil Hall. Bagsiden røbede om handlingen, at den drejede sig om en tresårig herre, der pludselig føler sig kaldet til at redde verden fra den kapitalistiske ondskab, der æder den op, og jeg var naturligvis solgt. 132 sider lignede et godt retræte til fantasifortællingernes univers, og da genren efter en hurtig skimning af en tilfældig side, kunne fastslåes til værende komik, røg værket en tur henover scanneren, og ned i tasken.

Jeg kan varmt anbefale denne bog. Den er skrevet på et meget tilgængeligt sprog, og humoren er simpelthen uovertruffen. Forfatteren er mest kendt for sit arbejde i den danske tegnefilmsindustri, og det er også umuligt at finde selv den ringeste biografi nogetsteds på nettet. Så meget desto mere interessant, naturligvis. Bogens humoristiske vrængen af de sandheder, der nu engang følger med et så fælt og ondskabsfuldt samfund som det kapitalistiske, fik selv mig til at se mere lyst på dette. Civilisationen er nu engang fuldkomment til grin, men prøv at fortæl det, og du skal selv lide på korset. Bogens hovedperson kunne ikke redde sine kammerater, men han kunne alligevel gøre sit i sin verden, og blive lykkelig, det ugudelige samfund til trods.
Læs denne bog, hvis du finder samfundet grinagtigt, for du er ikke den eneste. Læs den hvis du mistænker dig selv for at være en smule forrykt. Og læs den, hvis du mistænker folk for i det hele taget at være lidt forrykte. Alle sammen. Amen.

Lån bogen på bibberen?

tirsdag den 12. januar 2010

Aktionen udsat


Under min kortvarige research på emnet Kurt Westergaard, kom det mig for øje, at flæskebaronen nu er blevet placeret på en hemmelig adresse, indtil det menes ham sikkert at vende hjem. Hans stinkende møgluder af en kone har også forlænget sin solbeskinnede charterferie (Hvorfor tager soen alene på ferie?), og vender ligeledes først hjem, når skaderne er blevet udbedret og PET har erklæret bistaden for fisseklar. Derfor er aktionen udsat indtil dagspressen melder om det omvandrende røvhuls egoistiske hjemkomst. På billedet ses Kurt i hans skjul, i færd med at fortære DINE skattekroner.

Trykkefrihed for fremmedhad


For godt en uge siden sendte jeg min seneste novelle, Snegle, til det nidkære forlag Trykkefrihedsselskabet. Med den sendte jeg et personligt brev, der forklarede hvorfor udgivelsen af netop denne novelle ville kunne sætte streg under selskabets titel som ytringsfrihedens førstehåndhæver. Snegle, der er en historie på 6 tætskrevne A4-sider, handler nemlig om Jesper Langballe, Peter Skaarup og Kristian Thulesen-Dahls oplevelser på deres bondegårdsferie i Jylland. Blandt andet voldtager de en gris, men man får også et indblik i DF-ledernes psyke og partiets hierakiske styreform. At trykke denne novelle ville fjerne enhver association, der kunne drages mellem fremmedfjendsk politik og Trykkefrihedsselskabet. De ville i sandhed stå for ytringsfriheden, og intet andet.

Dette er da også hvad selskabet påstår at se sig selv som, når det gang på gang korpulerer med venstrefløjen etc. for sine udtalelser. Virkeligheden skulle imidlertid vise sig at være en ganske anden.

Jeg har nemlig stadig ikke fået svar fra Trykkefrihedsselskabet, end ikke et afslag. Dermed er det påviseligt at forlaget ikke står for ytringsfrihed, men udelukkende for racistisk betonet diskrimination af værste skuffe, og derfor burde selskabet blive dømt jf. racismeparagraffen. En paragraf, som Pia "Stueren" Kjærsgaard for længst har foreslået afskaffet.

mandag den 11. januar 2010

Aktion: Pædofil eller bare Lucifer?


Den omdebatterede soon-to-be ytringsfrihedsmartyr, Kurt Westergaard, er endnu en gang blevet omdrejningspunkt for megen virak omkring hans pinlige, unødvendige og barnlige idiotangreb på de ikke-vestlige lande. Det fede svin er nu blevet angrebet af endnu en af PETs mænd, denne gang en somalier der, trods sit hvidpolerede omdømme, alligevel viste sig at være en islamistisk fanatiker som alle de andre muhammedperkere. Undskyld mit sprog, men jeg søger at ramme netop det billede, som PET med Westergaard i spidsen søger at male af indvandrerne i vort land. Det handler i følge de to tåbelige debattanter om at forsvare ytringsfriheden, men ethvert tænkende menneske ved jo, at ytringsfriheden aldrig har været i fare, og derfor heller ikke har brug for forsvar. Men lad os da så lege lidt med ytringsfriheden. Jeg har min voldsdom, betinget og klar til at gå af som en bombe i Kurt Westergaards fremmedfjendske tarmsystem, men trods det, drager jeg i denne uge ud til Kurts ynkelige hjem i Viby og benytter mig af den ytringsfrihed, som vi er så heldige at have i denne vidunderlige, gennemkorrupte og idiotisk manipulerende del af verden. Jeg slår simpelthen lejr udenfor hans hjem med en megafon, en flaske rom og mit uopslidelige improvisationstalent, for at besynge den gamles nyslåede seksualitet, pædofilien. Hele dagen lang vil jeg synge, råbe og skrige op om Kurt Westergaards mangfoldige voldtægter af børn og børnebørn. Og vejens andre unger. Alle ved jo, at grunden til at Kurt ikke tog sit barnebarn med ind i beskyttelsesrummet, var at han netop havde sendt en ladning af sin sure sæd op i rektum af drengen, hvorfor den spæde var ham ligegyldig. Så må vi se, hvor langt ytringsfriheden egentlig rækker. Jeg tager selvfølgelig videokamera med, så alting kan dokumenteres på proper vis.

Blog oprettet

Så er den grundlagt, svinemaskinen. Som du sikkert allerede har regnet ud, vil denne side fungere som ucensureret slagmark for de absurditeter, jeg har at berette om. Det være sig politik, musik, polimik og dadaistisk samfundstaktik. Kort sagt alt. Få dine fede fingre ned og subscribe, hvis du ikke vil gå glip af den ubegrænsede galskab!