lørdag den 23. januar 2010

Noget at bekymre sig om

Knap har forargelsen over det mislykkede klimatopmøde bredt sig i landet, før vi pludselig drukner i sne. Knap har meterologerne på tv fortalt om deres døtre, der aldrig har kælket, før vi alle ligger begravet i knasende sprød kvalivare. Landet, ja hele den nordlige halvkugle, ligger lammet i denne dødens vinter. De hjemløse fryser ihjel. Hvilket umenneske kan da finde på at bekymre sig om klimaet i sådan et vejr? Nej, nu er der straks vigtigere ting at bekymre sig om. Som for eksempel den gode, gamle burkadebat. Vi fandt jo aldrig nogen løsning. På problemet. Det er jo så vidunderligt i det danske samfund, at vi ikke behøver have et problem, for at have brug for en løsning. Vi har en løsning og skaber så et problem, den kan komme til virke på, og så er vi pludselig alle sammen beskæftigede. Synes man ikke burkaerne er værd at beskæftige sig med, kan man altid gå ind i kampen for ytringsfriheden. Den har jo været truet her i landet, og der er altså også her en mulighed for at få hjernecellerne på gled. Har man til sidst brug for at få renset samvittigheden, kan man gøre det via jordskælvet på Haiti. Så har man jo også det mindre mellem hænderne, og altså endnu en ting at bekymre sig om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar